Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores børnesyn

Vi arbejder anerkendende, nærværende og inkluderende.
Dit barn skal ses, høres og behandles med respekt.

Vi arbejder ud fra en anerkendende og inkluderende tilgang, og har en fælles forståelse af det gode børneliv. Alle børn skal have en god ven, og have del i de sociale fællesskaber. 

Vi bestræber os på, at forstå barnets intention, og hjælper med at sætte ord på det barnet oplever. Vi følger barnets initiativ og kan lide at understøtte deres fantasi og kreativitet.

Vi er opmærksomme og reflekterende på os selv, og udvikler på vores læringsmiljøer, så de er differentierede og tilpasset børnegrupperne.

Personalets rolle er at understøtte, udvikle og inspirere børnene ift. deres udvikling og individuelle behov. Vi skaber muligheder for medinddragelse og læring i demokratiske processer.

I Paletten arbejder vi desuden med barnets nærmeste udviklingszone, som er betegnelsen på forskellen mellem det dit barn er i stand til på egen hånd, og det dit barn kan klare med en guidende lille hjælp. I forskellen ligger det barnet kan, og det barnet nu øver sig i at kunne.

Vi ser børn som aktive og kompetente deltagere. Vi sørger derfor at skabe rammer og situationer, hvor alle børn har deltagelsesmuligheder. Vi er opmærksomme på børnegruppens sammensætning og børnenes forskellige forudsætninger.

Vi tager udgangspunkt i børnenes udvikling og er opmærksomme på at inddrage børnenes perspektiver, i det vi laver, så de oplever, at bidrage i fællesskabet og blive taget alvorligt, i deres forskellige udtryk.